De Professionelle Uafhængige Tatovører i Danmark er høringspart, med ved bordet og samarbejdende med både politikere og myndigheder. Vi var inviteret til stormøde i Miljøstyrelsen 31.01.2017 og her er lidt fra mødet:
Efter veloverstået møde hos Miljøstyrelsen kommer lige en kort gennemgang. Der vil blive udsendt et officielt referat med alle slides, fra power point… super spændende…
Med fra UT, og som repræsentant for den nye, og unge generation af UT’ere Anne Sofie Just Jørgensen, Ib Petersen og Kim Weber Nielsen var med fra Weber Tattoo i Næstved, og undertegnede. Der var 3 andre tatovører udover os. Og en lang række personer fra hhv. Kl 7. Adfærdsdesignbureauet, der er sekretatiat for dette Dialogforum, fra Sundhedsstyrelsen, fra Miljøstyrelsen, fra Forbrugerrådet Tænk, fra Styrelsen for Patientsikkerhed og fra Kampagnebureauet Tejlmann og Co.
Isabelle Vinthen, kontorchef for Miljøstyrelsen sagde velkommen og forklarede lidt om mødets hensigt, at informere lidt om, hvad de forskellige styrelser laver. Herefter gennemgang om nationale strategi for tatoveringsfarver af Jesper, som ses på billede 2. Han er den nye medarbejder omkring farverne sammen med Dorte Lerche der har været med hele tiden. Mette Skovgaard fortalte kort om overvejelserne for en ny registreringsordning, der går på at det er tattoo stederne, der lader sig registrere. At der vil være en lang række tiltag om hvad man skal opfylde, hvad ens studio skal indeholde og at der vil komme tilsyn hvert andet år. Det vil højst sandsynligt være nogle fra styrelsen for Patientsikkerhed, der har kompetencer til at “kontrollere” vores forretninger. Vi tilbød at være med til at “uddanne” disse, så de er bedre “klædt på” til at inspicere. Nogle var inde på, at dtl og dpt skulle være med til disse inspektioner. Jeg udtalte, at det kommer ikke til at ske. dtl var heller ikke meget for det. Så der må vi stå fast. Men som nævnt først, så kommer der en masse slides, som I kan gennemgå og få et indblik i, hvad der kommer til at ske. Der vil være kontroller hvert andet år, og vi skal selv betale. Man vil kunne få ekstra tilsyn, såfremt der er ting der gør, at det er nødvendigt, f eks i forhold til komplikationer. Meget spændende. Herefter kom Chima fra Miljøstyrelsen med en forklaring på regulering af forhandlere, og at vi godt selv må stille krav til dem, der leverer vores farver.
Også Tjek.farverne som I kender, blev gennemgået af Katja fra Tejlmann & Co. Den er blevet revideret siden den første “Think before You ink” og går mere direkte på tatovørerne. Der var diskussion frem og tilbage omkring “sandfærdigheden” ved at downloade de forskellige logoer og bruge på hjemmesiderne. Og vi diskuterede lidt omkring de postkort der blev sendt ud. Man havde sendt ud til 600 tatovører og fået 10% retur. Så ganske flot “grave-arbejde”. Jeg har bedt Katja om at få adgang til listen, således at jeg kan lave opsøgende arbejde hos tatovørerne.
Herefter talte Jesper omkring en branchekode. Det er ikke nemt at få – men de har ihvertfald henvendt sig til Danmarks Statistik, som står for uddelingen, og de vil gå videre med det.
Så var der en kort frokostpause – og bagefter fortalte Josefin om Dansk Standard arbejdet med hygiejnestandarden for tatovører. Der kommer også en række spændende slides med god information, hvad arbejdet indebærer, og de er gode værktøjer til, hvis I har lyst til at begynde og optimere – eller glæde jer over, at I er med et langt stykke hen ad vejen. Standarden vil komme i høring 26. august 2017 og det er for alle… Dorte gennemgik kort EU-arbejdet med regulering af tatoveringsfarver og det spørgeskema I alle har haft adgang til at udfylde. Der havde været 69 klik på siden og 49 havde besvaret. Men grundet de sjove spørgsmål, var der en vis usikkerhed omkring definitionen af hhv. størrelse af tatoveringen og frekvensen af tatoveringerne, hvor hurtigt efter, kunden blev tatoveret igen. Vi har bedt om, eller tilbudt, at blive taget med på råd næste gang, der laves en undersøgelse, så spørgsmålene er lidt bedre udformede.
Men senest 14.7.17 får vi en redegørelse fra Miljøstyrelsen. Herefter talte Christine fra Kl.7 omkring dialogforummet og de frivillige aktiviteter. Skal vi have et “Tattoo Korps” som hun kaldte det, som på skift og på tværs af landet og organisationerne, kan hjælpe kunderne i tilfælde af komplikationer. Det støttede vi op om. De vil gerne sætte dette arbejde lidt i system. Hvordan det egentligt skal fungere får vi se på.
Det var dejligt at vores UT’ere deltog i debatten og kom med forklarende eksempler på hvordan vores branche fungere, og alle var enige om, at tatovører meget gerne vil hjælpe kunder også selvom det ikke lige var os selv, de var blevet tatoveret af. Men som sagt et meget fint møde, der kom rigtig langt omkring. Glæd jer til det officielle referat og alle slides, som var rigtig gode og velformulerede…. Anne Sofie & jeg talte efterfølgende med Jesper fra Miljøstyrelsen om vigtigheden af at få de unge tatovører med indover arbejdet, idet det er de unge, der skal forme tatoveringsbranchen fremover. Han var super lydhør, og Anne Sofie fik som den yngste tatovør (lærling) nogle rigtig gode in put på bordet og fortalte lidt om, hvordan hun ser branchen, som nyankommen, nysgerrig og videbegærlig.
Mødet sluttede kl 14.30 som skrevet i dagsordnen.
Så tatovørerne i Danmark er virkelig også parate til snart at få noget mere konkret efter at have aflyst mere faste regler for vores branche siden 2002. Mange år i limbo-land…. Men det ser ud til, at der indenfor de næste år kommer lidt mere styr på det – så man også ved, hvad de professionelle tatovører står for, så mange forhåbentlig finder ud af, at man ikke skal lade tatovere hos private – men gå til et sted, med ordnede forhold og styr på hygiejnen.
01.02.2017 – Tatto-Liz, stifter af og talsperson for DPUT